Nyt fra Nordrup-Farendløse lokalråd – Januar 2025
Kære Naboer
Vi håber alle er kommet godt ind i det nye år. Lokalrådet og Forhandlingsfællesskabet er trukket i arbejdstøjet.
Nyt fra Forhandlingsfællesskabet
7. januar 2025 havde Forhandlingsfællesskabet inviteret byrådet, ledelsen i Ringsted kommune og lokale borgerrepræsentanter med på tur, turen gik til Solrød Biogas anlæg.
Formålet med turen var at give Byrådet, Ringsted Kommune og borgere et indblik i det tekniske setup, størrelse, infrastruktur i og omkring biogasanlægget, at høre om kommunale krav til Biogasanlægget og om hvordan og hvad biogasanlægget har gjort for at imødekomme lokal modstand og samarbejde med borgere og kommune.
Der var stor tilslutning fra alle fronter, således var alle politiske partier i byrådet repræsenteret, alle inviterede kommunale ledere, alle borgere og hele forhandlingsfællesskabet deltog. Det er vi selvsagt meget glade for og det udviser en respekt for og en lyst til at gøre noget i fællesskab.
Nogle at de pointer vi tog med var følgende:
Solrød kommune stiller mange krav til Biogasanlægget for at imødekomme lokalområdet. Eks. Antal kørsler i aften nattetimer.
Solrødbiogas anlæg har imødekommet lokalområdets henvendelse omkring gener fra solreflektion i siloer, således er siloerne malet sorte.
Solrød biogasanlæg har etableret infrastruktur uden om landsbyer, og alle chauffører er instrueret i at benytte tilkørselsvej fra motorvej.
Solrød Biogas anlæg har overdækket alle dele af anlægget der håndterer materialer til anlægget således minimeres lugtgener.
Solrød Biogas anlæg lugter også.
Solrød Biogas anlæg har ca 90 kørsler til anlægget dagligt.
Der er udfordringer med at finde nok biomasse på sjælland, således modtaget også biomasse fra andre dele af verden eks. Europa og sydamerika.
Solrød Biogas anlæg mener ikke der er de nødvendige biomasse og forudsætninger tilstede på Sjælland til flere eller udvidelser af eksisterende biogasanlæg på sjælland.
Vi håber selvfølgelig, at besøget har givet byråd, borgere og Ringsted kommune bedre og mere sandfærdige oplysninger til at håndtere Biocirc Biogasanlægs ansøgning om en virksomhedsudvidelse i Mulstrup.
Der ud over deltager Forhandlingsfællesskabet i et samarbejdes møde med Ledelsen i Ringsted kommune og Center for Teknik, Miljø og vækst omkring evaluering af VE forløbet de forgangne 2 år, herunder med blik på det procesforslag Forhandlingsfællesskabet har fremlagt for Ringsted Kommune og byrådet.




Nyt om flytning af hjertestarter
Til orientering blev der i oktober 2023 fra det tidligere lokalråd, ansøgt om midler fra Ringsted kommunes Helhedsplanpulje til flytning og opsætning af eksisterende hjertestarter fra sin placering inde i Nordruphallen, til udendørs placering ved hallen. NFI var og er ejer af hjertestarteren, hvorfor det nuværende lokalråd, har været i dialog med NFI´s bestyrelse og fremlagt en plan (udarbejdet i samarbejde og med krav fra kommunen) for opgavens udførelse som NFI’s bestyrelse skulle godkende, førend arbejdet med flytning og opsætning kunne påbegyndes. Det har desværre ikke været muligt for Lokalrådet at opnå den nødvendige godkendelse fra NFI´s bestyrelse af vores og kommunens plan for opgavens udførelse. Derfor har vi, efter aftale med Landsbyforum, trukket ansøgningen tilbage og været i god dialog med Ringsted kommune herom. Pr. dags dato er de afsatte midler tilbageført til helhedsplanpuljen, så midlerne kan komme andre ansøger til gavn.
I lokalrådet er vi fortrøstningsfulde i forhold til, at vi lokalt har to fungerende hjertestartere, begge tilmeldt hjerteløber ordningen, ved hhv. Nordrup forsamlingshus og Farendløse kirke.
Nyt omkring byporte/infrastruktur i Nordrup, Farendløse og Tvindelstrup
Uge 5 i 2025 påbegyndte arbejdet med opsætning af nye byporter, etablering af vejbump, opsætning af belysning ved byporte, opsætning af hastighedsskilte (40 km/t) opmærkning af vej og udbedring af svinget i Nordrup. Arbejdet er planlagt således:
Uge 5 – 7 Nordrup: Byporte, vejbump, hastighedsskilte (40 km/t), farligt vejsving
Uge 8 – 9 Farendløse: Byporte, vejbump, hastighedsskilte (40 km/t)
Uge 10 -11 Tvidelstrup: Byporte, vejbump, hastighedsskilte (40 km/t).
Vi er selvsagt glade i lokalrådet og lokalområdet for, at der endelig sker forbedringer af vores infrastruktur at sikkerheden nu højnes. Det har taget mange år og forsøg at nå her til.
Nu kommer der en løsning også på det farlige vejsving i Nordrup, vi opfordrer til, at vi alle observere om den nye løsning forbedre forholdene, og melder tilbage til Lokalrådet, da vi selvfølgelig skal komme med feedback til Kommunen hvis løsningen ikke fungere. Nu prøves denne løsning i håb om forbedret sikkerhed.
Generalforsamling
Vi minder om generalforsamling i Nordrup Farendløse Lokalråd 18. mart 2025 kl. 19:00.
Som mange har set i dagsordenen skal der findes mange nye kræfter til at videreføre lokalrådet, derfor håber vi at mange nye kræfter melder sig på generalforsamlingen, således den positive udvikling lokalrådets arbejde har medført kan videreføres.
Der vil i forbindelse med generalforsamlingen være fællesspisning i Nordrup Forsamlingshus kl. 18:00. Flere information følger snarest.
Dialogkaffe
Lokalrådet har planlagt Dialogkaffe med Tvindelstrup forsamlingshus tirsdag 11. februar 2025 i anledning af de seneste udmeldinger omkring situationen i Tvindelstrup forsamlingshus.
På vegne af Nordrup Farendløse Lokalråd
Mette Lund
Forperson